Det har længe været lidt pinefuldt at teste nye funktioner med de danske køreplaner fordi det har krævet at jeg lavede brugergrænsefladen til Android før jeg kunne se resultaterne.
Nu har jeg lavet en genvej: et kommando linje værktøj der kan noget af det samme som app’en og som er meget nemmere at se resultater igennem. Her er tre eksempler:
- Lister af afgange fra et bestemt stop. Det er den funktion der allerede er i app’en.
- Søgning efter geografiske steder efter navn. Det kommer til at blive en del af den nye måde man kan søge efter ruter. Jeg skal dog først have løst et problem der er tydeligt i eksemplet: resultaterne er ikke sorteret, det burde de være.
- Steder man kan nå fra et givet geografisk sted, så fra Samsø kan man komme til Kalundborg og Hov, og dermed osse til Sjælland og Jylland. Det kommer osse til at indgå som en del af søgning efter ruter. Her er dog osse et problem der først skal løses: hvis man kigger efter står der at man kan komme fra Vonsild til Anholt – det er så afgjort forkert.
Så allerede nu har det været et vældigt nyttigt værktøj, det har afsløret to forskellige problemer med de nye funktioner jeg skal have løst før jeg kan gå videre med at lave den rigtige brugergrænseflade.