Jeg faldt over et program til at analysere grafer af data, basalt set knudepunkter med linjer (kanter) imellem. Det var i virkeligheden noget jeg skulle bruge til noget andet men selvfølgelig var det oplagt at prøve at bruge det på køreplaner.
Her er en graf hvor knuderne er stoppesteder og der er en kant mellem to knuder hvis man kan komme med bus fra den ene til den anden. Så har jeg kørt en modularitets analyse, så grupper af stoppesteder der hænger tæt sammen har fået samme farve. Programmet kommer med en masse forskellige analyser man kan køre. Man kan læse det som at det f.eks er nemmere at komme rundt mellem steder på Nordfyn end at komme from Nordfyn til Vestfyn, Midtfyn, eller Østfyn. Og sådan gælder det for alle områder der er farvet forskelligt: det er nemmere at komme rundt indenfor området end til steder udenfor.
Er det en nyttig ting at vide? Måske. Jeg synes det er interessant at min forventning, at det største sammenhængende område ville være København, efterfulgt af Århus, viste sig at være forkert. De er der, og er på 2. og 3. pladsen, men på 1. pladsen er hvad der omtrent svarer til Trekantsområdet: fra lige syd for Vejle ned til lige nord for Haderslev og så helt ud forbi Vejen. Så jeg tror der er noget indsigt at hente i den slags analyser.