Efterhånden som jeg begynder at få integreret mere geografisk viden i det data jeg bruger bliver det osse mere håndgribeligt – jeg kan begynde at danne mig et bedre indtryk af hvordan det faktisk ser ud.
F.eks viser det sig at bynavne ikke, slet slet ikke, altid er en god måde at identificere steder i Danmark. Vi er ikke specielt opfindsomme når det kommer til navne. Der er f.eks 24 steder der hedder Østerby, 19 der hedder Sønderby, og så videre derud af.
Af ren nysgerrighed fik jeg lyst til at plotte Østerbyerne og se hvor i landet de ligger. Det første kort viser byer der hedder Østerby med rød og bydele i andre byer der hedder det med blå. Ironisk nok bliver der flere Østerbyer jo længere vestpå man kommer. De ligger osse overraskende tæt. Jeg tænker det måske skaber lidt forvirring at Østerby ved Stauning ikke ligger mere end 19 km fra Østerby ved Bølling? Nåja det finder de nok ud af.
Det at de fleste Østerbyer ligger vestpå gjorde mig endnu mere nysgerrig: er det fordi retningsbyer (altså byer med en kompasretning) gerne ligger i den modsatte r
etning? Måske hvis man bor vestpå er det med vest det normale, så det at ligge mod øst er usædvanligt nok til at det er det man opkalder byen efter? Eller måske er det bare populært i det vestlige Danmark at opkalde byer efter retninger?
For at afprøve det plottede jeg osse alle Sønderbyer. Hvis de gennemgående lå nordpå tyder det på at modsat-retning teorien holder. Hvis de gennemgående lå vestpå tyder det på at retningsbyer-i-vesten holder. Svaret var ret entydigt: Vestjylland er klart overrepræsenteret og Nordjylland er ikke. Så navne med retninger i er vist bare ekstra populære i Vestjylland.
Og så skal jeg have fundet på en måde der gør det nemt for folk at skille byer med det samme navn fra hinanden. Det er de to konklusioner jeg har kunnet drage indtil videre.