Jeg er tilbage på kontoret efter juleferien.
Mit store dilemma har været: jeg havde en deadline der hed at jeg skulle nå at lave tre nye funktioner inden juleferien, og derefter ville jeg gå over til at arbejde på iOS udgaven. Jeg nåede kun de to funktioner så spørgsmålet er: skal jeg blive ved og lave den tredje funktion eller skal jeg lade den ligge og gå direkte til iOS. Hvad er vigtigst?
Jeg er stadig ikke helt sikker. Den tredje funktion er "mine steder" og den vil være virkelig nyttig for alle brugere men specielt for blinde, hvilket er den vigtigste grund til at jeg har svært ved at udskyde den. Samtidig er det jeg hører 75% af tiden når jeg demonstrerer app'en "det ser super nyttigt ud, sig til når det virker til iPhone".
Min kompromis er at indtil videre arbejder jeg på begge ting samtidig. Jeg arbejder langsomt videre på "mine steder" (og har snydt og arbejdet lidt på det i ferien osse) men samtidig bruger jeg en masse tid på at sætte mig ind i hvordan man laver apps til iOS med timevis af instruktionsvideoer. Jeg har aldrig lavet en iOS app så jeg starter helt fra bunden. Før jul gik jeg osse selv over til at bruge en iPhone. Det er ret smertefuldt – jeg var for nærig til at købe en ny så jeg har en brugt 6'er jeg købte sidste år og den er super langsom og batteriet er skod. Men af samme grund er den perfekt at udvikle på. Hvis jeg kan få det til at køre godt på den kan jeg regne med at det kører godt på andre slags iPhones osse.