Det jeg arbejder på i øjeblikket er stadig den nye måde at søge efter køreplaner. Det basale er på plads med de tre input felter så forskellen mellem det jeg havde sidste uge (og ugen før for den sags skyld) er til at overse. Men der er fremdrift. Nu, når man vælger at skulle fra sin nuværende position, eller et bestemt stop, så er de destinationer man får vist kun dem man faktisk kan komme til derfra. Før virkede det kun hvis man valgte en hel by.
Derudover har jeg lavet den kode som skal bruges når man har valgt både fra og til, til at bestemme hvordan man kommer mellem de to steder og hvilke stop de to steder man kan bruge. Hvis du f.eks vælger at du skal fra Aarhus til Kolding med tog skal systemet kunne gennemskue at så behøver den ikke vide mere om Kolding, der er kun et stop det kan være (Kolding St), men der er to stop i Aarhus man kan bruge (Aarhus H og Viby St) så du skal vælge hvilket af de to du mener.
Jeg forestiller mig at der skal være et par forskellige måder at vælge hvilket stop du vil bruge indenfor en bestemt by: du kan vælge dem fra en liste eller på et kort. Det første jeg er begyndt at arbejde på er at kunne vise kort hvor man kan vælge mellem forskellige punkter. Det er det sidste i demoen. De tre stop man kan vælge imellem er bare tre helt tilfældige men det er bare for at have noget at arbejde med. Der er stadig noget vej igen men for en dags arbejde synes jeg det er okay.